Arktiske vikinger og Inuitbønder i Sydgrønland

Middelalderens nordiske bønder i Grønland var meget driftige. De producerede forskellige mejeriprodukter og tog på lange fangstture nordpå efter hvalrostænder og isbjørneskind som man byttede med jern og tømmer fra Europa. Senere kom Inuitfolket og det nyere grønlandske landbrug blev udviklet i mødet mellem øst og vest.

 

De indre dele af de dybe sydgrønlandske fjorde udgør en arktisk oase. Hovedparten af området er lavt fjeldterræn med en frodig vegetation, som egner sig som foder for kvæg, geder og får. I de varmeste måneder kan middel­temperaturen nå op over 10° grader, og lokalt er mulighederne for husdyrhold ligeså gode som under langt varmere himmelstrøg. Det er dette kerneområde for sydgrønlandsk landbrug, som er på den danske liste over kandidater til UNESCO’s verdensarvliste.

I dette område har der været drevet landbrug i to kronologisk adskilte, men historisk set forbundne perioder. Først kom folk med skandinavisk baggrund, som etablerede sig som bønder i en 4 – 500 år lang periode, indtil de ikke længere magtede at tilpasse sig de både klimatiske og kulturhistoriske ændringer, som senmiddel­alderen bød på. Nye klimaundersøgelser viser for eksempel, at klimaet blev koldere samtidig med, at der fandt væsentlige handelsmæssige ændringer sted i Europa, hvor andre varer end de luksusvarer, som kunne skaffes fra Grønland, blev foretrukne.

Senere var det sønner og døtre af inuit-kulturens højtspecialiserede sælfangere, som påvirket af den dansk-norske kolonisation, tog det store spring fra fangere til bønder. Fælles for begge perioder var, at bønderne baserede deres landbrug på fjeldgræsning for husdyrene om sommeren, og at de dyrkede græs til vinterfoder på markerne i nærheden af gårdene, hvor de boede.

 

Læs mere om dette emne her