Arktiske vikinger og Inuitbønder i Sydgrønland

Middelalderens nordiske bønder i Grønland var meget driftige. De producerede forskellige mejeriprodukter og tog på lange fangstture nordpå efter hvalrostænder og isbjørneskind som man byttede med jern og tømmer fra Europa. Senere kom Inuitfolket og det nyere grønlandske landbrug blev udviklet i mødet mellem øst og vest.

Af Georg Nyegaard, museumsinspektør, Grønlands Nationalmuseum & Arkiv

De indre dele af de dybe sydgrønlandske fjorde udgør en arktisk oase. Hovedparten af området er lavt fjeldterræn med en frodig vegetation, som egner sig som foder for kvæg, geder og får. I de varmeste måneder kan middel­temperaturen nå op over 10° grader, og lokalt er mulighederne for husdyrhold ligeså gode som under langt varmere himmelstrøg. Det er dette kerneområde for sydgrønlandsk landbrug, som er på den danske liste over kandidater til UNESCO’s verdensarvliste.

I dette område har der været drevet landbrug i to kronologisk adskilte, men historisk set forbundne perioder. Først kom folk med skandinavisk baggrund, som etablerede sig som bønder i en 4 – 500 år lang periode, indtil de ikke længere magtede at tilpasse sig de både klimatiske og kulturhistoriske ændringer, som senmiddel­alderen bød på. Nye klimaundersøgelser viser for eksempel, at klimaet blev koldere samtidig med, at der fandt væsentlige handelsmæssige ændringer sted i Europa, hvor andre varer end de luksusvarer, som kunne skaffes fra Grønland, blev foretrukne.

Senere var det sønner og døtre af inuit-kulturens højtspecialiserede sælfangere, som påvirket af den dansk-norske kolonisation, tog det store spring fra fangere til bønder. Fælles for begge perioder var, at bønderne baserede deres landbrug på fjeldgræsning for husdyrene om sommeren, og at de dyrkede græs til vinterfoder på markerne i nærheden af gårdene, hvor de boede.

De norrøne bønder
De norrøne gårde fra ca. 1000-1450 efter Kr. i Grønland udgjorde den vestligste udpost af det nordiske bonde­samfund under vikingetidens og den tidlige middelalders kolonisering af øerne tværs over Nord­atlanten. Det er vanskeligt at sige præcis hvor mange bosættere, som kom til området fra starten, men man gætter på, at der var en befolkning på ca. 2 – 3.000 da der var flest.

De norrøne bønder skabte ud fra deres nordiske baggrund en selvstændig grønlandsk landbrugskultur med egne driftsformer, husbygningskultur og egne redskabsformer. De havde hele ”pakken” af husdyr, som deres skandi­na­viske kolleger - dvs. får, ged, kvæg, hest, svin, hund og kat. Får og geder var de vigtigste, og til forskel fra andre områder inden for den nordiske kulturkreds var geder på mange gårde næsten lige så talrige som får.

Dette afspejler en lokal tilpasning til en udbredt vegetation af birke- og pilekrat, men hænger i lige så høj grad sammen med behovet for udnyttelsen af drøv­tyggernes mælk til fremstilling af langtidsholdbare mejeriprodukter. Husdyrholdet blev suppleret med sælfangst og i en vis udstrækning også rensdyrjagt. En økonomi som i så høj grad som det var tilfældet var baseret på udnyttelse af mælkeprodukter og sælkød er på verdens plan ret enestående.

Globaliserede fangere
Trods det at de arktiske bønder var bundet til at udnytte ressourcerne lokalt, har de alligevel haft en bevidsthed om at agere i et så kolossalt stort geografisk rum, at det næsten foregriber moderne global bevidsthed. Om sommeren tog de ud på lange fangstrejser mange hundrede kilometer mod nord for at skaffe varer som hvalrostand, hvalroshuder, narhval­tand, isbjørneskind, hvide jagtfalke, som var højt eftertragtede i samtidens Europa, og som til gengæld gjorde det muligt for dem at få livsvigtige importvarer som f.eks. jern og skibstømmer fra den anden side af Atlanter­havet.

De grønlandske bønder var under indflydelse af tidens religiøse strømninger i Europa. Man var katolikker og havde egen domkirke og biskop. Modemæssigt var de også stærkt påvirket af den samtidige europæiske mode. Desuden har de fra Island medbragt den rige nordatlantiske digtning og fortælletradition, som bl.a. har indeholdt beretningerne om kolonisationen af Nordatlanten og Leif den Lykkeliges rejser til ”Vinland”.

Kulturmøder
Fra omkring 1200 efter Kristus blev Grønland befolket af et helt nyt folk, Inuit, som udgør det eskimoiske ophav til den nuværende grønlandske befolkning. Deres kultur kaldes thulekulturen, og har sin oprindelse ved Beringshavets kyster mange hundrede kilometer mod vest i det nuværende Alaska og Nordøst Sibirien.

Fra denne kulturs indvandring er Grønland scene for en række historiske kulturmøder mellem mennesker, som stammer fra hvert sit verdenshjørne. Tidligt stiftede man bekendtskab med nordboerne bosiddende i Syd­grøn­land. Senere fulgte den dansk-norske kolonisation fra 1721.

Nyere tids grønlandske landbrug
Da den norske købmand Anders Olsen (1718-1786) blev pensioneret fra sit arbejde i Den kongelige grønlandske Handel i 1782, bosatte han sig sammen med sin grøn­land­ske kone Tuperna i Igaliku ved ruinerne af det gamle norrøne bispe­sæde, Gardar. Det blev begyndelsen på et grønlandsk bondedynasti med traditioner, der rækker frem til nutiden. Nybyg­ger­ne byggede deres huse af sten fra middelalderbispens gård og genindførte kvæghold og fårehold. Bygden udviklede sit helt specielle særpræg, som er delvist bevaret i dag. Blandt andet havde de en særlig bygningskultur – nogle små karakteristiske røde bygninger lavet af den lokale røde Igaliku-sandsten.

I 1915 blev der grundlagte en fåreavlsstation i den sydgrønlandske by Qaqortoq, som tog unge grønlandske elever ind og ud­dannede dem som fåreholdere. Otto Frederiksen (1890-1957) var i 1924 den første grønlænder, som tog springet ud i fårehold som fuldtidsbeskæftigelse, da han slog sig ned med sin familie i Qassiar­suk, det norrøne Brattahlid, hvor også nordboernes foregangsmand, Erik den Røde, dengang valgte at bo.

Forsøget blev en succes og Elisabeth og Otto Frederiksen blev, ligesom Tuperna og Anders Olsen før dem, stamforældre til en stor slægt af grønlandske landmænd. Qassiarsuk er i dag en levende og driftig landbrugsbygd med ca. 150 indbyggere.

Hjemmestyre og selvforsyning
Efter indførelsen af Grønlands Hjemmestyre i 1979 ville grønlænderne gerne modernisere og styrke fåreholdererhvervet, som et af de få erhverv som bidrager til landets selvforsyning af fødevarer ved siden af de traditionelle hovederhverv, fangst og fiskeri.

I det foreslåede verdens­arvområde findes i dag 43 gårde ud af sammenlagt 55 gårde på landsplan. De fleste består af økono­miske enheder af en passende størrelse med moderne staldanlæg og muligheder for opdyrkning og opbevaring af vinterfoder til dyrene. Der bliver løbende opført nye boliger og stalde efter selvbyggerprincippet. Etablering af marker, indhegninger, køreveje, mindre broer over elvløb mm., udføres også af brugerne selv. Denne aktive deltagelse af fåreholdere ved etablering af infrastruktur bidrager til at sikre og styrke den karakteristiske grønlandske bondekultur.

Læs mere om dette emne her